englekort

Englekort: Sådan virker englekort – læs før du køber

Englekort er ingen eksakt videnskab og der kan derfor være forskellige meninger om hvordan de virker. I denne artikel vil jeg fortælle om min mangeårige oplevelse, teori og opfattelse.

Hvad er englekort?

Englekortene er en særlig form for orakelkort, som primært menes at have tilknytning til engleverdenen – hvorfra budskaberne formidles.

Modsat tarotkort er der ikke krav til antal kort i et sæt, eller til hvilke kort der findes i sættet. Det er derfor muligt at lave mere specialiserede englekortsæt, som henvender sig til forskellige typer af spørgsmål. Englekort er uendelig meget nemmere at benytte, af samme årsag. Når man læser tarotkort er det nødvendigt at kunne en masse udenad, hvis man da vil benytte dem på den måde de er skabt til. Jeg må dog indrømme, at jeg ofte benytter tarotkort (i mit tilfælde engletarotkort) på samme måde som jeg benytter andre typer af orakel eller englekort.

Kortene er oftest fyldt med billeder af personer, energi og symbolske ting og sager.

Nogle mener man skal kunne en masse udenadslære for at benytte englekort, men jeg er slet ikke enig. Den intuition du besidder allerede, er rigeligt til at komme i gang. Englekortene er nemlig utroligt nemme og intuitive at stille spørgsmål til – og få svar. Din umiddelbare tolkning er nemlig den rigtige – hvis du da kan slå dine ønsker og forudfattede meninger fra.

Englekort som støtte til clairvoyance

Englekort er et værktøj, som godt kan have sin egen energi, men som udgangspunkt er de et dødt redskab. Tryk på karton, masseproduceret af maskiner – billeder kan godt have udstråling og indflydelse på følelser, og det er da også primært billederne samt eventuelt teksten som gør hele forskellen på englekortene.

Den virkelig forskel – magi om du vil, ligger i personens evne til intuitivt og intellektuelt at tolke beskederne på billederne. Min oplevelse er, at englekortene er en meget, meget hurtig genvej til clairvoyance. Hvis du allerede har øvet dig i clairvoyance, vil englekortene være nemme for dig at benytte. Og hvis du også har dyrket drømmetydning eller anden form for symboltydning, vil englekortene også ligge lige for. Det er nemlig en fordel at være vant til at omsætte symboler, tal og figurer til konkrete budskaber.

Hvis du gerne vil lære at tolke englekort, kan du komme nemt fra start ved at bruge artiklerne: Gratis kursus i englekort og Træk et englekort.

Clairvoyance kræver ligesom englekortene øvelse. Især kræver det tid og møje at skille sine ønsker fra den rene intuition, som clairvoyancen kræver.

Er englekort magiske?

Som du kan læse ovenfor er min mening som udgangspunkt nej, men der er dog et stort men. Min oplevelse er, at hvis mennesker tillægger noget energi – fx gennem generationer eller blot for sig selv, så opstår der noget sakralt eller magisk ved dem. Gode eksempler er kors for kristne, ædelsten for healere og voodoodukker for dem der bekender sig til Voodoo religionen. Andre mener at energien er der på forhånd, og de har en pointe, fordi altid jo består af energi – kemiske bindinger er også energi. Fakta (videnskab) er, at farver, ord og billeder påvirker vores følelsesliv – det er nok derfor man ikke behøver at tro på noget, for at tage imod de gode råd der kommer gennem kortene.

Englekort på Dansk – Eller ej?

Mange søger danske englekort, men det er faktisk ikke altid nødvendigt. Det er nemlig primært billederne de fleste vil have behov for, for at kunne tolke kortene. For nogle er tekst på kortene ligefrem forvirrende og her er det en fordel at købe kort helt uden tekst. Ved man, at man ikke er et visuelt orienteret menneske og har svært ved at forstå dybden i det engelske sprog, så er det selvfølgelig oplagt at købe nogle danske. De danske englekort er desværre bare meget dyrere end de engelske, som er masseproduceret og sælges med større konkurrence.

Forstå dig selv med englekort

Englekortene er et redskab til at få dybere indsigt i sig selv og forstå sin fortid i en nutidig og evig kontekst. Hvis der sker en masse i ens liv som føles uforståeligt, er de et skønt redskab til at få dybere indsigt i hvorfor tingene foregår som de gør. Man kan komme til at få ro med sig selv i forhold til voldsomme ting der sker eller er sket, ved at spørge kortene om hvorfor det hele er så voldsomt. Eller hvorfor der ingenting sker. Det er her kortene efter min mening kommer rigtigt til sin ret.

Englekort, kærlighed og længsel

De fleste kunder jeg har haft, har stillet spørgsmål omkring kærlighed. Det er et område af vores liv som fylder utroligt meget, og som ofte er svært. Kærlighed er kompliceret, fordi det kræver at to mennesker vil det samme og har liv der passer sammen. Den rette måde at benytte englekort i forhold til kærlighed er derfor, at spørge ” Hvad skal jeg gøre for at tiltrække den store kærlighed som passer til mig og mit liv”, men ofte benytter vi englekortene når vi allerede er forelskede. Og forelskelse er ikke altid af det gode. Vi har en masse i vores fortid som kan gøre, at vi fx har en tendens til at forelske os i det der er vores største udfordring. Især hvis man har haft narcissister eller andre dysfunktionelle i fortiden, kan det virkelig blive indviklet at forelske sig.

Længslen efter et andet menneske, kan i virkeligheden sagtens være længslen efter os selv, og efter en dybere mening. Her er englekortene også et fantastisk værktøj, fordi vi kan spørge så dybt ind til underbevidste sider af os selv med dem.

Spå om fremtiden med orakelkort

Alle typer af orakelkort kan anvendes hvis man gerne vil opøve evnen til at spå om fremtiden. Man skal dog huske, at hvert eneste menneske har sin egen frie vilje. Det kan derfor være svært at sige noget fuldkommen eksakt. Det er dog sket for mig rigtig mange gange. Jeg har fx (til min egen store overraskelse) forudsagt børnefødsler, nye jobs, huskøb og meget andet og med præcis tidsangivelse.

Det kan ikke kan spå om er sygdom, død og andre negative ting ved livet. Det får vi simpelthen ikke lov til, hvilket kan være svært for nogle at forstå. Men når man tænker sig om, så giver det mening. For hvad skal vi bruge disse budskaber til? De guider eller energier hvorfra budskaberne kommer, er altid motiverende og puffer os i den rigtige retning i forhold til den udvikling vi er her for at gennemleve.

Hvilke kort skal jeg vælge?

Det korte svar er, at du skal vælge de kort som tiltrækker dig. Det kan fx være visuelt æstetisk, eller ud fra emne. Man kan sagtens købe kortene online, for de skal alligevel renses og du skal bruge en del tid med bare at have dem i hånden, mærke dem og smelte sammen med dem – ganske som var det et instrument du skulle spille på. Det kræver tilvænning og øvelse at benytte kort. Med tiden vil det dog være nemt at skifte kortsæt og jeg har personligt selv prøvet at spå med uno-kort. Mine mange års øvelse gør, at jeg kan rense et sæt og komme i gang med det på få minutter. Så øvelser gør mester – også indenfor alt spirituelt arbejde.

Scroll til toppen