Udgivet i Skriv en kommentar

Vejen ud af medafhængighed

Dette indlæg er skrevet på baggrund af personlige oplevelser med medmisbrug og ikke af en fagperson.

Medafhængighed er ikke som mange tror, at man drikker, fixer eller på anden måde misbruger sammen med en afhængig. Det er derimod en følelsestilstand hvor man ubevidst tillægger et eller flere andre mennesker større værdi, så de kommer til at fylde hele livet for en, samtidig med at man forsøger at kontrollere vedkommende.
Når jeg taler om en afhængig, kan det lige så vel være en psykisk syg eller på anden måde dysfunktionel person som ikke har et normalt værdisæt af følelser og væremåde. Vær også opmærksom på, at der både findes kemisk afhængighed som fx alkohol og stoffer og ikke kemisk afhængighed som fx sex og kærlighed.

Medafhængighed er ikke bevidst. Så snart den bliver bevidst, kan man ikke undgå at arbejde med den og det er mit mål med dette indlæg, at du får mulighed for at blive bevidst om hvad medafhængighed er for dig. Medmisbrug er en form for raffineret misbrug, hvor det psykologiske mål er at undgå at være selvkærlig. Det stammer fra en dysfunktionel opvækst og er en tillært væremåde, som dog kan aflæres igen.

Ofte får en medafhængig opbygget en historie om, at den misbrugende pårørende ikke kan leve eller måske ligefrem overleve uden den selvopofrende hjælp. Og her ligger kærneproblemet. Medafhængige tillægger sig selv værdi ved at være noget for den misbrugende, som derved får mulighed for at udleve sit misbrug i fuldt flor, helt uden selv at skulle forholde sig til problemet eller handle anderledes. Det er med andre ord to gange øv.

I svære tilfælde, er den medafhængige ligefrem afhængig af at blive traumatiseret igen og igen, fordi der ligger en tryghed i det gammelkendte. Medafhængighed skabes nemlig i barndommen.

Der ligger også et eller flere dramaer og vedligeholder medmisbruget. Som medmisbruger kan man have stor succes med at fikse andre, lige ind til deres dysfunktion popper op igen og de skal redes igen. Som medmisbruger er man super indfølende overfor misbrugerens humør og kommer på den måde til at leve misbrugerens liv i stedet for ens eget. Det kan næsten føles som en besættelse og man kan høre sig selv fortælle dramatiske historier om hvor fantastisk eller dårligt det går, med få dages mellemrum. Det vil aldrig stoppe før misbrugeren bliver sluppet fri til at finde sin egen bund. Ingen kontakt er den eneste vej til 100% at kunne fokusere på sig selv og opnå selvkærlighed. Er man nødt til at have kontakt pga fx fælles forældremyndighed over et barn, må man lave nogle regler for hvad man vil finde sig i, hvordan kontakt skal foregå (så lidt som overhoved muligt) og hvad der skal ske, når misbrugeren overtræder disse grænser.

Der er rigtig mange tilbud om hjælp til misbrugere, men at indse at man som pårørende har brug for hjælp indebærer, at man skal kunne se at man selv laver fejl og det er faktisk ikke ligetil. Der indgår nemlig et spind af dysfunktion som er pakket ind i samfundsnormer, misforstået moral og etik, samt romantiske forestillinger om kærlighed. Jeg husker da jeg opgav at hjælpe min mor mere og indrømmede, at jeg var fuldkommen magtesløs både over for hendes liv og for hendes indflydelse på mit. Det var meget skamfuldt (ikke at kunne klare hende) og blev ikke bedre af de mange spørgsmål jeg fik om hvorfor jeg ikke gjorde noget, når jeg nu kunne se hvor dårligt hun havde det. Hele forhistorien om hvor meget jeg havde fundet mig i og hvordan jeg havde forsøgt at skaffe professionel hjælp, havde jeg som klassisk medmisbruger ikke fortalt til nogen, fordi jeg dækkede over hendes dysfunktion.

I dag lever jeg et liv som meget upopulær i det der engang var min nærmeste familie og svigerfamilie (ja, for min eksmand er selvfølgelig misbruger). Jeg er gået fra at være den der redede alle til at sætte grænser. Jeg siger tingene så ligeud som jeg kan og går tilbage og ændrer min udmelding hvis den førte var for behagesyg. Den største modstand er nok opstået fordi jeg ikke længere tillader andre at bruge mig som årsag til at misbruge eller opføre sig hysterisk. Jeg vil ikke have det drama som andre pålægger mig.

Lad være at se dig selv som skyldig og/eller som den der kan rede situationen. En misbruger kan KUN reddes af sit eget ønske om at tage ansvar og handle selv.
Drop al dramaet og se nøgternt på situationen. Misbrugere er følsomme mennesker der ofte kan give sig selv helt hen til dig det ene øjeblik og nedgøre dig det næste. Læg en plan for hvor meget du vil finde dig i og fjern dig selv fra situationen før din grænse nås. Fokuser på dig selv, uanset hvor forkert det måtte føles. Hvad har du lyst til eller brug for at lave lige nu? Der er altid mennesker der har det værre end dig, men det er dit liv vi taler om og derfor dig der skal have det godt. Du har det sandsynligvis ikke godt, siden du er havnet som medmisbruger, men når du en dag er ovenpå kan du vurdere hvem du skal øse næstekærlighed og hjælp ud over. For pointen er ikke at du skal blive egoist, det bliver man heller ikke lykkelig af, men hvis du ikke er lykkelig og glad for dig selv, så er din dømmekraft overfor at hjælpe andre dårlig og du kommer nemt til at lave mere ulykke end gavn.

Gør ikke for andre hvad de kan gøre for sig selv. Mennesker har brug for følelsen af at kunne selv. Hvis de virkelig ikke kan klare sig uden dig, så må de ramme bunden for at indse, at de ønsker livet anderledes og tage ansvar for at det bliver det. Hver gang du får trang til at gøre noget for andre, så stop og spørg dig selv, om dette handler om dig eller den anden?

En anden måde at være medafhængig på er, at opleve andres humør som vores ansvar. Det foregår ubevidst, men den andens humør kommer til at fylde så meget, at vi ikke selv kan have det godt før vedkommendes humør er fikset. Det kan også give sig til udtryk i form af overvældende mange bekymringer om andres problemer og hvordan vi kan løse dem. Det er ikke svært at se hvor dette kommer fra, hvis man har været udsat for vold eller andre typer overgreb i barndommen, fra en humørsvingende narcissistisk forældre. Dengang var det måske ligefrem livsnødvendigt at kunne mærke andres humør og vende det til noget positivt.

Et andet pudsigt problem er at trangen til at gøre noget for andre føles rigtig, mens det at gøre noget for sig selv er en kæmpe overvindelse: “Jeg kommer gerne og hjælper dig med at rydde op, mens mit eget hjem flyder over” er et typisk eksempel herpå.
Samtidig er det en kæmpe tilfredsstillelse når fx ens egen skuffe endelig indeholder snorlige rækker af pænt foldet tøj (måske fordi man så kan vise det frem?).
Jeg har taget mantraet om en ting ad gangen, en dag ad gangen til mig. Det giver mulighed for at glædes over små projekter og styrker følelsen af at det er ok at gøre noget for sig selv. Men det er hårdt arbejde – især at huske sig selv på det hver eneste dag.

Lider du af medafhængighed kan du få hjælp i tolvtrinsgrupperne som er listet op i indlægget Har du også svært ved forhold?

Gode links til yderligere oplysninger:

Hazelden Consequences of Codependency

Codependency: Caretaking vs. Caregiving

Anbefaling af bog: Coodependent No More af Melody Beattie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.